Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade.

Ingredienser

50 g gær
¼ l mælk
¼ l fløde 13%
1 æg
100 g sukker ( 1 dl )
200 g plantemargarine
ca. 1 kg mel ( 20 dl )

1 æg til pensling

1 pose kold, rørt kagecreme
¼ l piskefløde

Drys:
Lidt flormelis

Sådan gør du

Rør gæren ud i den lunkne mælk og fløde. Tilsæt æg og sukker samt 100g plantemargarine, som først er smeltet og lidt afkølet. Kom så halvdelen af melet i og ælt meget kraftigt. Dejen skal være smidig. Lad dejen hæve til dobbelt str. i ca. 45 min.

Vend dejen ud på et meldrysset bord og ælt resten af melet i. Rul dejen ud i en aflang plade og kom den sidste plantemargarine på i små klatter. Fold dejen sammen i 3 lag og rul den ud igen. Gentag dette to gange. Form dejen til en kugle og lad den igen hæve 20 min.

Slå dejen ned og form til boller. Sæt bollerne på en plade med bagepapir og lad dem til sidst hæve 15 min. Pensl med sammenpisket æg og bag ved 200° i 12-15 min. Afkøl på bagerist.

Lav kagecremen efter anvisningen på pakken. Skær bollerne over og kom en teskefuld creme i. Pisk fløden og sprøjt den i bollerne. Læg dem sammen og drys til sidst med flormelis.