• Forret til 8

Udviklet af: Karolines Køkken

Denne opskrift er en kopi, vil du have en opdateret version henvises du til www.arla.dk/karoline

Ingredienser

6 æg (str. stor) evt. pasteuriserede
4 spsk piskefløde
4 spsk vand
½ tsk groft salt
friskkværnet peber
50 g smør
100 g Karoline’s PastaOst

Salat
200 g rensede haricots verts
½ liter vand
½ tsk groft salt
100 g rensede friske små spinatblade
1 liter fintstrimlet icebergsalat (ca. 200 g)
1 agurk i halve skrå skiver (ca. 200 g)
2 finthakkede salatløg (ca. 100 g)
1 bakke karse

Dressing
2 spsk hvidvinseddike
¼ tsk fint salt
friskkværnet peber
1 dl vindruekerneolie
4 spsk vand

Drikkevarer: Kølig let rødvin, fx côtes de provence eller kølig tør og fyldig hvidvin, fx mâcon.

Sådan gør du

Pisk æg, fløde, vand, salt og peber let sammen.
Del smør og ost i hver 5 portioner.
Smelt en portion smør i en pande (ca. 21 cm i diameter) ved kraftig varme, men uden at det bruner.

Kom ca. 1 dl af æggeblandingen i panden og steg omeletten ved jævn varme, uden omrøring, i ca. 1 min.

Fordel en portion ost på omeletten og steg den i yderligere ca. 1 min.
Lad omeletten glide, med ostesiden opad, over på et spækbræt.
Lad omeletten køle lidt af og rul den til en lille “roulade”. Tilbered endnu 4 omeletter.

Salat:
Kom bønnerne i kogende vand tilsat salt.
Kog dem ved kraftig varme og uden låg i ca. 3 min.
Hæld bønnerne i en sigte og brus dem over med koldt vand.
Tør bønnerne og anret dem lagvis med spinat, salat, agurk og løg i et stort, fladt fad.
Skær de lune eller kolde omeletter i ca. 2 cm tykke, skrå bidder og stik dem ned mellem grønsagerne.
Læg små buketter karse på salaten.

Dressing:
Pisk alle ingredienserne sammen og smag til. Server dressingen i en lille kande ved siden af salaten.

Genvej:
Omeletterne kan steges, rulles og stå tildækket i køleskabet i ca. 4 timer.